Der Ring des Nibelungen

Der Ring des Nibelungen
facebook link

fredag den 29. marts 2013

onsdag den 13. marts 2013

Augustinus fonden giver 100.000,-

Augustinus fonden giver 100.000,- til vores projekt. 

Vi nærmer os dag for dag vores mål. Med Augustinusfondens generøse hjælp er vi kommet et kæmpe skridt nærmere vores mål.  Vi takker dem af hele vores hjerte.

The Augutinus foundation has awarded the ring-project 100.000,- danish kroner. This brings us a huge step closer to our goal. We thank them with all our hearts.




mandag den 11. marts 2013

Her er noget læsestof til dem  der ikke har læst John Christiansens fine artikkel om vores projekt, og også om lidt andet.

http://jcklassisk.dk/art.aspx?id=84

jcKlassisk. John Christiansens blog om klassisk musik og teater
Stig Fogh, venner, Wagner
Stig Fogh Andersen med ny usædvanlig cd og som gennemgående tenor i en slanket udgave af ”Nibelungens ring” i København til august
Dette er to historier i én, men de har ikke noget direkte at gøre med hinanden. Kun er hovedpersonen den samme, vor internationale Wagner-tenor Stig Fogh Andersen. Den første del af artiklen handler om en ny cd med ham kaldet ”Venner i Leipzig”. Den er anderledes, også fordi den som helhed er et stykke kulturhistorie og derfor også en gaveide til andre end inderkredsen af klassisk romantiske sang- og musikvenner.
Men læs endelig også anden del, for Stig Fogh Andersen og dirigenten m.m. Niels Borksand har fået den fremragende idé at opføre en forkortet og slanket version af Wagners ”Nibelungens ring” i København til august, men der skal ske noget allerede nu.
Vi tager cd’en først. Udgangspunktet er et fotografi af fire komponister, Edvard Grieg, Johan Halvorsen, Frederick Delius og Christian Sinding samt Griegs hustru Nina. Tiden er julen 1887. Stedet Leipzig. Billedet er opstillet, det spontane i kortspillet er frosset i øjeblikket, fortæller Niels Borksand i pladehæftet og spørger: ”Sidder Grieg og smålér over Ninas kort, mens Delius med en spørgende mine mod makkeren venter på det udspil, som Halvorsen næsten allerede er klar med, måske en trumf, og så Sinding, der afventende analyserer sine kort? Hvem ved, hvilke tanker der passerer igennem dem i det frosne øjeblik… Fire haner med en høne. Livsnydere alle sammen.”
Niels Borksands meget læseværdige pladeartikel bringer mange citater. Man kommer godt ind i kortspillernes ”familieforhold” og særpræg.
Pendanten til det gamle foto er et skovbillede fra stedet for cd-optagelsen, Muzychi, Kiev i Ukraine i 2012. På billedet sidder Stig Fogh Andersen på skovbunden sammen med pianisten Helena Strogan, som spiller duet med violinisten Herman Safonov, og pianisten Bengt-Åke Lundin, som tager den lange, gode vej som akkompagnatør til Stig Fogh Andersens sang. De fire spiller skak, og hvis man kan tyde ansigtsudtrykkene, så er sangeren klar med det afgørende listige træk.  
De fire komponister har meget til fælles i tid og atmosfære, men det er på en meget nuanceret måde. Der er endda en fælles nordisk tone. Delius var nok brite, men mere en kosmopolit, som i sin musik kunne tilegne sig det lokale tonefald, hvor han opholdt sig. Han var hørbart meget inspireret af både Drachmanns og J.P. Jacobsens digte. Cd’ens vel afbalancerede afveksling understøttes naturligvis af instrumentalstykker som Sindings ”Frühlingsrauschen” og Halvorsens norske danse, som er dennes eneste bidrag.
Edvard Grieg var den ældste af komponisterne, om hvem et citat af den tidlige operachef i München, Peter Jonas, rammer plet: ”Det var Griegs store ulykke, at han igennem udbredelsen af sin klaverkoncert blev en af verdens mest populære komponister. Hvis bare en brøkdel af de millioner af tilhørere (…) ville have gjort en afstikker ind i de rigdomme, som hans øvrige værker har at tilbyde.” Det er rigtigt som skrevet, at ”netop dette melodiske talent og denne nordiske lyrik ikke kun er særegen for Grieg, men er den røde tråd, der binder cd’en ”Venner i Leipzig” sammen.”
Stig Fogh Andersen er i glimrende form med en meget klar tekstudtale i den runde, lyse stemmeklang. Udvalget af sange rummer både de populære og de mere sjældne sange. Man har det godt med denne helt igennem vel gennemførte cd (CDKlassisk CDK 1094, mediumpris).
En slanket ”Nibelungens ring” i København
Det er ganske vist. Den største Wagner-begivenhed herhjemme i komponistens 200-år bliver ”Nibelungens ring” opført på et usædvanligt spillested, Christianskirken i København i august måned. Bliver, ja, nok er der stadig et lille forbehold, som alle interesserede kan være med til at udrydde. Til publikum: Bestil billetter snarligt. Til sponsorer: Her er en kulturbegivenhed, som der er mening i at støtte. Det ville være meningsløst, om det måtte aflyses, så godt det er på vej, og så lovende og spændende det ser ud.
De to hovedkræfter bag er som nævnt vor internationale Wagner-tenor Stig Fogh Andersen og dirigenten m.m. Niels Borksand. De har aftaler med en lang række gode sangere, som satser på, at sommeren i år skal bruges med og for Richard Wagner på dansk grund. Det er en forkortet og slanket opførelse af ”Ringen”, som allerede har vist sin styrke i England, hvor Simon Rattle har dirigeret den. Da han hørte om de danske planer, sagde han kort og godt: ”Its a very, very clever adaptation. Good luck.” Mændene bag er komponisten Jonathan Dove og den berømte instruktør Graham Vick. Premieren var i Birmingham i begyndelsen af 1990’erne. Spilletiden er reduceret fra de gennemsnitlige 13 en halv time til ni timer. Man får altså to tredjedele af ”Ringen” inklusive det væsentlige. Orkestret er på 18 musikere i stedet for de omkring 100. Mon Wagner i virkeligheden ville have haft noget imod det?  Han kunne godt lide nødvendige, meningsfulde eksperimenter.
Det er ikke noget nyt med reducerede Wagner-opførelser. Jeg har selv med glæde oplevet komponistens sønnesøn  Wolfgang Wagners halverede version på operaen i Reykjavik, og tidligere i år skulle oldebarnet Katharina Wagner have sat en tilsvarende forkortet udgave op i Buenos Aires, men hun rejste hjem på grund af teatrets manglede forberedelser, og en anden overtog iscenesættelsen. Den kommer i øvrigt senere på året på dvd. Personligt vil jeg kalde det rent krukkeri, hvis såkaldte wagnerianere vil rynke på hovedet af, atWager bliver slanket.  
Stig Fogh Andersen med den store erfaring skal sætte i scene. Han har ikke blot sunget d store Wagner-partier utallige gange, men også sat ”Götterdämmerung” op i Esbjerg og ”Tristan og Isolde” på Det kgl. Teater. Selv synger han Siegmund og Siegfried og for første gang Loge i ”Rhinguldet”. Han ved, hvad han går ind til. Besætningen er dansk med Tina Kiberg som Brünnhilde, Gitta-Maria Sjöberg som Sieglinde, Johannes Mannov som Wotan i ”Rhinguldet” samt Gunther. Lars Fosser er Alberich og Wotan i ”Valkyrien”, Anette Bod Fricka og Waltraute, Eisabeth Hanke bl.a. Erda, Vibeke Kristensen bl.a. Skovfuglen, Bo Christian Jensen Mime, Per Bak Nissen Fafner og Hagen, mens Morten Staugaard synger Fasolt og Hunding. Jo, der både spændende og solide rollebesætninger. Dirigenten Niels Borksand er selv gammel sanger, men han har i de senere år dirigeret meget i Bulgarien, også større ting, også Wagner. Han har efter min mening en udpræget god, både forstandig og følsom sans for at give Wagners musik udtryk.  
Der bliver tre cykler på hver tre dage med ”Rhinguldet” fredagene 16., 23. og 30. august, ”Valkyrien” lørdag eftermiddage og ”Siegfried” om aftenen og endelig ”Ragnarok” eller ”Götterdämmerung” søndage kl. 18. Samlet pris 1000 kr. for nummererede billetter. Jo før man bestiller, des bedre plads får man.   
Wagner: Nibelungens ring over tre dage. Christianskirken København. August 2013. Billetreservation med mere: Niels@Borksand.com eller nbdur@hotmail.com   
Foto: Stig Fogh Andersen, Siegfried i "Götterdämmerung" Den Ny Opera, Esbjerg. Fotograf: Keld Nyland